Belgieren i dag, er skabt til at blive brugt

 

Demon som redningshund

 

Den Belgiske Hyrdehund er nok én af de mest alsidige hunderacer, der findes. I Danmark er der ikke længere i praksis brug for dens oprindelige egenskaber som fårehund. Men det har vist sig, at desamme egenskaber har gjort den endog særdeles egnet til samtlige discipliner inden for hundesporten. Det er en meget aktiv race, som kræver en del aktivering. Det er også en meget alsidig race, som anvendes til sportsgrene som agility, rally, sporhundearbejde, forsvarsarbejde, lydighedsarbejde, og redningsopgaver. De fleste Malinois anvendes i brugshundesport, hvor racen meget ofte er at finde øverst på sejrsskamlen. Nogle Malinois anvendes som tjenestehunde hos Politiet, Skat (Told) og i fængselsvæsenet.

Langt de fleste ejere af Belgiske Hyrdehunde holder blot deres Belgier som familiehund, og de ofrer måske i hvalpeårene en smule tid på nødtørftig opdragelse. Selv om en aktiv hund som Belgieren egentlig ikke er skabt til et sådant “driverliv”, klarer den alligevel opgaven som familiehund forbavsende godt – forudsat at familien har en smule dyrepsykologisk indsigt.

 

Malinois - Pengehund hos skat Malinois politihund

 

Den ønskelige højde for hanner er 62 cm (60-66 cm tilladt) og for tæver 58 cm (56-62 cm tilladt). Vægten er for hanner 25-30 kg og for tæver 20-25 kg.

 

 

Helhedsindtryk:

Belgisk Hyrdehund er middelkraftig af bygning, harmonisk proportioneret og forener elegance med kraft. Den er middelstor, med tør og kraftig muskulatur, kvadratisk, hårdfør, vænnet til at leve under åben himmel og bygget til at modstå de hyppigt skiftende vejrforhold, som er karakteristiske for det belgiske klima. Med sine harmoniske former og den høje hovedbæring giver Belgisk Hyrdehund indtryk af denne elegante robusthed, som er nedarvet fra udvalgte repræsentanter for en brugsrace. Belgisk Hyrdehund skal bedømmes i sine naturlige stillinger, uden fysisk kontakt med sin fører i ringen.

Proportioner:

Belgisk Hyrdehund er kvadratisk bygget. Brystkassen når ned i højde med albuerne. Næsepartiet måler det halve af hovedets længde eller en smule mere.

Temperament:

Belgisk Hyrdehund er en vågen og aktiv hund med en overstrømmende vitalitet og altid klar til aktion. Dens medfødte instinkter som hyrdehund er forenet med den bedste vagthunds egenskaber som vogter af hus og hjem. Den er uden mindste tøven en hårdnakket og temperamentsfuld beskytter for sin herre. Den rummer i sig alle de egenskaber, der kræves for at være hyrdehund, vagthund, forsvars- og tjenestehund. Dens levende og årvågne temperament og dens pålidelige karakter, uden frygtsomhed eller aggressivitet, skal vise sig i dens kropsholdning og det stolte, opmærksomme udtryk i de funklende øjne. Man kan regne egenskaberne ”rolig” og ”dristig” med til bedømmelsen.

 

citat fra Belgisk hyrdehundes hjemmeside